En af de gennemgående opgaver og formål med oprettelsen af Ærø naturpark
er genoprettelse af den oprindelige natur i området.
Hvorfor er det er så bydende nødvendigt at genoprette
den natur, som vi – mennesket –
i flere år har haft så travlt med at nedbryde og ødelægge?
Vi er – allerede under forarbejdet med denne hjemmeside – blevet spurgt, hvilken natur det er,
vi vil genoprette.
For der har jo været landbrug i området, siden jægerstenalderfolkene første gang begyndte
at rydde krat og lægge frø i jorden, som de havde set nede sydpå, og må det ikke være
den oprindelige natur?
Nej – det bliver nok også svært. Men det er vigtigt at kigge bagud og søge at følge udviklingen
af området igennem tiderne – det er jo en del af kulturhistorien i området.
Når vi snakker om at genoprette naturen, tænker vi nok hver især på før den tid,
hvor det hele gik galt med sprøjtegifte, uhæmmet brug af kunstgødning, vækstfremmende midler,
gensplejsning etc.
Vi vil ikke sige et ondt ord om husmanden i Bregninge mark, da han første gang kom ukrudtsmiddel
i sin sprøjte og gav sin mark en gang.
Men vi må fortælle om, hvorledes det gik helt galt, da brugen af kemi – i lyset af udviklingen
af samfundet i øvrigt, blev en farlig trussel mod vor eksistens.
Vi vil på disse sider se på disse spørgsmål fra forskellige vinkler.
Vi vil også belyse dem med kommentarer ude fra øen, og vi ser meget gerne bemærkninger
og spørgsmål, som kan sendes til os via mail. Vi vil lægge en del af denne debat ud på siderne.
